Adoptionsprocessen

 

Vi mødte hinanden allerede som 17/18 årige og var hurtig sikre på, at det skulle være os to med bil, hus, ægteskab og børn. Men først skulle vi blive voksne og have vores uddannelser. Carsten blev uddannet automekaniker, og i 1998 købte vi et ældre hus, som vi gik i gang med at sætte i stand.

 

Jeg fik min uddannelse som sygeplejerske, og i foråret 1999 syntes vi det var passende at få nogle børn! Som så mange andre, har vi erfaret, troede også vi, at det var noget der skete meget hurtigt efter man lagde præventionen på hylden. Det sker også for rigtig mange, men bare ikke for os!!

 

Efter godt et års forsøg gik vi til lægen, for at se om der kunne findes en årsag til, at det ikke ville lykkes for os at blive gravide. Så begyndte ellers nogle hårde år med diverse undersøgelser(sædprøver, HSG, blodprøver m. m), der endte ud i 1 inserminationsforsøg og 3 reagensglasforsøg(IVF). Det var nogle hårde år for os begge, hvor man gik fra håb og troen på, at nu ville det endelig lykkes, til sorg og afmagt når graviditetstesten endnu engang var negativ.

Allerede inden det tredje og sidste IVF-forsøg, var tanken om adoption begyndt at melde sig, og vi rekvirerede papirerne fra de to adoptionsbureuer i Danmark, Danadopt og Adoptionscenter AC. Da det tredje IVF forsøg i foråret 2003 heller ikke viste sig at resultere i en graviditet, besluttede vi os for at det ikke var så vigtigt, hvordan vi fik vores ønskebarn, men at det vigtigste for os var at blive en familie og at give vores kærlighed videre til et barn - vores barn.

 

Den 26. maj 2003 sendte vi adoptionsansøgningen til Sønderjyllands Amt. Det var en god fornemmelse at aflevere den tykke kuvert på Amtsgården i Aabenraa. En fornemmelse af, at dette ville lykkes. Vi fik hurtigt svar om, at vi kunne komme til den første samtale i Amtet den 17. juli 2003. En ganske afslappet samtale, hvor vi blev orienteret om lovgrundlag, procedure og ankeregler samt vi talte om de mere generelle betingelser, som alderskrav, samliv/ægteskab, bolig og økonomi, helbred og straffeforhold.

 

Samtalen varede ca. èn time og foregik i en hyggelig atmosfære. Allerede den 28. juli var der møde i det såkaldte samråd, hvor vi blev godkendt til at gå videre i adoptionsprocessen til fase 2, de adoptionsforeberedende kurser. Vi var heldige at komme med på et afbud den 22 og 23. august og anden del 4 og 5. oktober på Gammel Avernæs på Fyn.

 

Det var et par gode dage, hvor vi fik vendt og talt mange ting igennem med andre i samme situation. Det var dejligt at tale med andre, der har eller har haft samme tanker og bekymringer som os. Vi fik også nogle helt konkrete forslag til, hvordan man takler forskellige problemstillinger som f.eks. tilknytning. Vi kørte fra Fyn med en klar følelse af, at adoption var den helt rigtige beslutning for os.

 

Herefter kunne vi melde tilbage til Amtet, at vi havde gennemført de lovmæssige kurser og gerne ville starte fase 3 i adoptionsprocessen . Igen var Sønderjyllands Amt meget hurtige, og allerede den 23. oktober 2003 var vi til den første af to samtaler i fase 3. Inden da havde vi hver især skrevet en såkaldt levnedsbeskrivelse om vores liv, som samtalerne tog udgangspunkt i. Første samtale drejede sig mest om Carsten og anden samtale, der foregik hjemme hos os selv den 14. november 2003 drejede sig om mig.

 

Igen samtaler der foregik i en hyggelig atmosfære, hvor vi ikke følte os specielt overvåget og vurderet. Den 1. december 2003 holdt samrådet igen møde, og vi blev her endelig godkendt til et udenlandsk barn i alderen 0-36 mdr. Det var en fantastisk dag, da vi nu vidste at vores største ønske gennem mange år endelig ville blive opfyldt - nemlig at blive mor og far!